Sjov med søvnløshed Blog

Jeg er lidt af en snak radio kendere, som mange af os, der rejser på tværs af landet på en regelmæssig basis. Jeg blev introduceret til Talk Radio omkring otte år siden nu, og en af mine første fandt favoritter var Kyst til Kyst AM med Art Bell.

På det tidspunkt Art var faktisk ikke værten, men Ian Punnit. Ikke at have hørt Art Jeg troede Ian var en fin vært (og stadig gør faktisk). Kunst tilbage og jeg fandt en vis magi, Ian manglede (om end en smule). Kunsten kunne tage en oplagt tåbe eller møtrik-job og leve i luften og foretage opkaldet ikke kun tolereres, men underholdende, selv troværdigt, når det tydeligvis ikke var. Senere fik jeg det indtryk, at nogle af Art's gæster og opkaldere var scriptede - som du ikke ville vide, hvis du ikke havde lyttet til en betydelig periode.

Kunst derefter afleveret showet over til George Noory, som jeg gjorde mit bedste for at give tid og tiltro til, men altid følte han bare ikke helt skære sennep (ikke for manglende prøve). Mit problem med George er, at han ikke lider nogen tåber, som ærligt talt det overnaturlige, fremmede, Bigfoot, sammensværgelse cirkler er chock fuld af. Selv om jeg sætter pris på hans alvorlige søgen efter sandheden, han næsten altid kommer ud som, at empiriske videnskabsmand, der skærer og forklaring kort, blot fordi det ikke falder i vanetænkning.

Jeg har altid anset Kyst til Kyst for at være en odyssé i sindet for min søvnløshed og andre insomniacs. Selv om vi alle længes efter at finde den endelige bevis på ovennævnte overflødighedshorn af, hvad der i dag betragtes pseudo videnskaber, er det sjove ved midnat sortering ud rak og Grifters.

Mit råd til George: Tag en side fra Art leg bog - lyt, så reagere på en måde, intriger publikum, i stedet for omstødelsen alle håber på det første tegn på narrestreger. Måske endda overveje at tillade et script i ny og næ (blink).

Det var en kedelig, sky-dækkede, tidlig efterår dag, da min kammerat Brian og jeg, dengang stadig i vores teenagere, bestemmes det var tid for os at nå frem til de mest betydningsfulde videnskabelige fund af dette århundrede. Vi skulle finde Sasquatch.
"... Vi havde
Opnå, hvad så mange andre mennesker havde undladt at gøre: at fastslå eksistensen af denne mystiske sagnomspundne Behemoth ".

Vi vil altid haft en interesse i enhver cryptozoological Enigma, Bigfoot, afskyelige snemand, Loch Ness uhyret, Champ, Mothman, du kalder det, vi var i det, men Bigfoot var vores favorit, og vores prioritet. Vi var urokkelig i vores opfattelse, at vi ville nå, hvad så mange andre mennesker havde undladt at gøre: påvise eksistensen af denne mystiske legendariske Goliath.

Nu skal du huske på, dette var i de år, før vi havde disse fantastiske online databaser over Bigfoot observationer og data, som vi har kommende dag, så muligheden for, at Sasquatch ikke kunne dvæle vores lokale skov gik aldrig ind i vores hoveder. Vi skønnede, "Hey, det område er draperet med skov, Sasquatch har gotta 'være derude et sted!" Så med denne heftige men naive overbevisning lede os, vi begynder på at trist dag i det lokale timberlands at nå vores mål.

Vi gik dagen igennem, gennemkører bakker og dale, vandløb og uigennemtrængelig børste, over kampesten, klipper og hvad andre elementært forhindringer, der var i vores spor. Vores linje af synet var kort til den bedste, fordi selv om det var det tidlige efterår, bladene stadig var på træerne og skoven var meget tæt og tilgroet i regionen. Det var cirka 2:30 til 3:00 i eftermiddag, når vi i sidste instans standses for en pause. Vi sad dernede, helt op på toppen af denne skrænt, taler over spørgsmålet om at se dyret, og klynker lidt om vores tørst og sult, fordi i vores passion for at få forfølgelsen i gang hverken blandt os havde tilstedeværelsen af dommen til bringe noget at spise eller H2O. Det var mens vi talte om disse ting, som vi først opdaget lyden.
"Du hørte det også?" Brian spurgte.

"Ja, noget er herude hos os.

Vi begge afbrød midt i en sætning og så på hinanden.

"Du hørte det også?" Brian spurgte.

"Ja, noget er herude hos os." Svarede jeg.

Det var et minut, næsten undistinguished lyd i starten, bare en hvisken foliages og underskoven fra et sted forude. Vi ophidset scannet tykke vækst inden for os at forsøge at fastslå nærhed uanset havde gjort den støj, men væksten var så tæt vi kunne ikke se ret langt. Så hørte vi det igen, tættere nu, og en smule mere støjende. Noget var utvivlsomt nærmer os.

Det var maddening som vi begge vidste, at dette dyr var ved at blive meget tæt, men vi kunne stadig ikke visualisere det på grund af tyngden af underskoven og træer. Endnu en gang, lyden, og igen en bagatel lidt hyggeligere! Nu må jeg forklare, at selv denne lyd ikke var earthshaking, hvordan det føltes for mig, var, at uanset hvad denne ting kunne være, var det, der kommer på os meget guardedly, kan hænde efter vores enhver bevægelse, mens vi stadig ikke kunne se det.
"Pludselig, uden anden lyd advare mig væsen brast gennem de tunge børste ikke 15 meter fra hvor jeg var!"

Det var omkring denne tid, da det begyndte at forekomme, til os, at måske på vej ud i skoven, helt ubevæbnet og forsvarsløs, i søgen efter en skabning, der stod på over syv meter og vejede mindst 400 pounds, et dyr, der måske ikke være meget glade for, at vi havde besluttet at invadere det område, måske ikke har været den mest forsigtige beslutning, vi nogensinde havde lavet.

Der støjen igen! Nu var det meget, meget tæt på! Så fra bag mig hørte jeg en meget højere ruckus. Overrasket over dette, jeg hoppede og vendte sig hurtigt, at forestille sig, at der måske en Bigfoot var blevet snige sig ind på os bagfra så godt, men jeg hurtigt indså, at årsagen til denne nye lyd var helt en helt anden.

Jeg stod der helt bedøvet, da jeg så Brian, min angiveligt fed og troværdig ven og kollega efterforsker kører Full Tilt tilbage fra bakken, væk fra mig og enhver tænkelig fare. Han var allerede 40 meter væk og flytte så hurtigt som han kunne gennem grenene, pensel og andre forhindringer. Jeg har ikke engang gider at græde efter ham, var det allerede for sent.

Så, som en mærkelig kombination af hellige terror og adrenalin blandet med vilde nysgerrighed flød gennem min krop jeg simpelthen vendt og ventede min skæbne med den forestående dæmon. Pludselig, uden anden lyd advare mig væsen brast gennem de tunge børste ikke 15 meter fra hvor jeg var! Vi begge stod der, vores ånde hurtigt, hver stirrede de andre ned, hver en dimensionering op den mulige trussel fra den anden! Det var, da jeg indså, at dyret, der var blevet langsomt kommer på os alle denne gang ikke var Bigfoot på alle, .... Men en sort-hvid killing. Heldigvis for mig er det opførsel var temmelig godartet og unaggressive, og efter at have opfyldt, nysgerrighed, det så sprang tilbage i underskoven og hurtigt forsvandt.

Det var stort som killinger gå. Vi senere beregnes ud fra dybden af de spor, det gik leastwise 1-3/4 pounds, men var mere nærliggende at veje ind på en solid 2, med en højde på omkring 7 inches og en skridtlængde, som vi ud fra de spor, der skal cirka 2 til 2-3/4 inches. Vi ville have lavet en afstøbning af sporene, men vi havde ikke tænkt at bringe noget gips enten.

Jeg vendte for at opdage, at omkring 70 meter ned ad bakken, Brian stod der ser. Han var holdt op der og set det hele støder gå ned fra sin antaget stilling til sikkerheden. Unødvendigt at sige, at han ville køre i absolut hellige terror fra en lille Kitty sker meget spottende verbal tugt fra mig selv hele vejen ned ud af skoven. Selv den dag i dag har vi joke hysterisk som historien om denne legendariske kitty støder på, er fortalt til familie, venner, og stort set alle andre, der gerne vil * høre mig fortælle om, hvordan i en tid med terror, mine mest pålidelige ven øde mig til hvad han troede var Bigfoot, men viste sig at være en lille kat. Nu vil jeg give denne historie til alle jer besøger dette websted, så han aldrig vil leve dette ned.